Hvor findes det autentiske menneske.
Så meget støj i denne verden, at nærhed bliver så fremmed,
at jeg føles mig som statist
i en Davis Lynch film, hvis stemnings ladede,
mareridtsatgige klaustrofobiske undertone,
med vold og den seksuelle perversion som en pludselig effekt,
i en stemning af underspillet humor
og ironisk Hollywoodagtig kærlighed, så selv
Twin Peaks forvandles til en godnatsang.
Befinder mig i en utopisk verden med dansende dværge,
troldmænd og liderlige kvinder, der stønner så højt at jeg får lyst til at lægge mig,
på gulvet og onanere ved siden af
deres kunstige symboler på kærlighed og
eksplodere i den forlorne brændende papmache horisont.
Hvor er den verden hvor ord, tid og sted forsvinder.
Hvor jeg kan bevæge mig i en tilstand af summende
inderlighed, trods afstand, støj og forskruede sexologer,
der har større besvær end dem de tror de behandler.
Der manipulerer os for 700 kr. i timen,
til at kalde kærligheden et knald og
reducerer os til væsener af animalsk herkomst.
Hvor findes det sjældne menneske, der i momentet møder mig,
med kærlighedens vibrationer,
som jeg umættelig, minutiøs og forfinet vil dele mig med,
i ly af amatørernes uetiske forsøg på, at efterligne en ægte Picasso.
