Vers til Søren Kierkegaard.
Det Kgl. Biblioteks Have, sommer 1929.
Hej, du gamle Søren,
Her sidder du og skribler i din sorte Bog
i en stille lille Have
mellem vimse Barnepiger,
hensmuldrende Filosoffer,
unge, fornemt blege Mænd
af dem, der studerer
-
og saa en fynsk Præstedatter,
-
og saa jeg.
_ _ _
Du grå Mand,
graa Mænds Guddom,
du graa Tænker af graa Tanker,
i graa Bøger,
hvorom andre graa Mænd tænkte
graa tanker,
i graa Bøger,
og ligesom graa Mænd graa Tanker
og dem igen.
Begriber du Begrebet:
Fynsk Præstedatter ?
At intet er gråt paa hende
undtagen to lille-bitte-smaa
Ruskindssko.
At hele Himlen og hendes Øjne
er lige blaa.
At hendes kjole og syv Birketræer
Omkring os
er grønt
som et helt foraar.
At hendes Læber er lidt røde
Af alt det Blod, som banker
Ivrigt og elskende
i hele hendes glade Krop.
At hun desuden er alle andre
Farver
i saa fine Overgange,
som kun Solnedgange
og Piger
er det.
Begreb du det?
_ _ _
Det knager i dine vise Lunger,
Din Stemme begynder at knirke,
du taler:
At ingen blev Geni ved den Pige,
Han fik.
At ingen blev Helt ved den Pige,
han fik.
At ingen blev Digter ved den
Pige, han fik.
At ingen blev Helgen ved det.
Jeg fik hende,
Du kan tro jeg har fået hende,
Og skulde jeg aldrig blive Geni,
Og skulde jeg aldrig naa
at blive Digter eller Helt eller
helgen
eller paa anden maade Stenfigur
paa en offentlig Plads,
da giver jeg allermindst Fanden
deri.
Derimod blev jeg Mand ved hende,
hvilket efter mine begreber
er en stor Ting
for et Menneske af Mandkøn.
_ _ _
Og for resten er jeg saa
tindrende ligeglad
med dig og alt, hvad Filosofi er,
med dertil hørende Støv.
Blot kunde du godt ha haft
En blaa Vest,
Grønne bukser,
Højrøde Frakkeopslag
Og en lille Rose i Knaphullet,
Saa du kunde danne en Smule
festlig Baggrund,
Når jeg skulde kysse
en fynsk Præstedatter
ved dit Fodstykke.
_ _ _
EFTERÅR 1930.
Her sidder du og krykker sammen,
Men udenfor Haven
drejer tusinde navnløse
det vældige sodede Svinghjul,
som København er,
som Danmark er,
som hele Europa er,
som vor rullende runde Jord er
i en Verden dirrende Maskinhal.
Hvad var du?
En Særling.
En Drivert var du.
En passiv beskuer
med visnede Hænder.
En omvandrende Tommestok,
Som ukaldet tog Maal
af det ukrænkelige Menneskeliv.
Med dig blev det fornemt
at svigte Livet
og dets første mægtige Bud:
Gør eder Jorden underdanig,
opfyld den og bliv
mangfoldige!
Har nogensinde en ærlig Sveddråbe
trillet dig ned over Panden?
Var det større Opgaver for dig
at blive Emne
til tusinde støvede
Doktorafhandlinger
end at bliver Far
til tolv hylende Unger?
_ _ _
Men graa Mænd har du avlet,
Æstetiserende Kritikere,
Teoretiserende Etikere
og litterære Regnemaskiner,
og blodfattige Digtere,
for hvem Livet skal gaa under,
før de kan kagle Vers af sig.
-
- -
Derfor rigeagter jeg Aandsliv.
Jeg har ikke læst én Linje Goethe
(det havde Goethe heller ikke).
Og bøger regner jeg for tørre Krummer,
for Pletter paa Dugen
og halvtømte Glas
-
fra Livets rige Borde.
Men for David, Salomo og Walt Whitman
Var Digtning Overskud af Livet.
_ _ _
Derfor tilegnes dette kun dem,
Der har Styrke og Mod til at eje Jorden,
Til at bygge sig Huse
og tage Hustruer,
som de avler mange Børn med.
Det tilegnes dette kun de Kvinder,
Der tager saadanne Mænd i Haanden
Et helt langt Liv,
Som ikke øder deres Hengivenhed
paa Papegøjer og Hunde,
men gerne vaager om Natten,
naar Børnene skriger,
og uden Bitterhed vasker de mange Bleer.
Alle frugtbare Kvinder,
Som ikke ombytter deres egne Børn
Med rødlakerede ratebetalte Biler.
Alle Mødre.
_ _ _
Alt Liv, som er ydmygt hvidt,
som er blodigt rødt,
som er naivt lysegrønt,
og det, som er dybblaat af Kærlighed,
alle runde Kinder og stærke Arme
og bare Ben,
som Sol og Vind har brunet,
tilegner jeg mine Ord.
(Med al ædende gul Misundelse,
al sort Fortvivelse,
frem for alt de graa Mænd
og deres graa Tanker
-
alle Drømmere og Stympere,
dem har jeg intet at sige).
Jeg taler til de stærke.
Alle de modige og de ydmyge.
Alle, der tror.
-
- -
Til Mænds bragende Næver.
Til Kvinders blide Hjerter.
Arne Sørensen, 1930.
