I jagten på det autentiske i mennesket, kigger vi på sammenhængen mellem sex og religion. Her er et kort overblik over de forskellige religioners måde at se på menneskers seksualitet.
Sex og religion er en hed cocktail.
At sex og religion stadig kan sætte sindene i kog, kom tydeligt til udtryk, da Jan Lindhardt, for et par år siden udgav en ny katekismus. Vi skitserer en række holdninger fra kristendommen og andre religioner i Danmark
Biskoppen i Roskilde ophævede i 2000 næsten det sjette bud, om at vi ikke må bedrive hor, og fastslog, at sex stort set er afmoraliseret. Hvor det tidligere var sex i sig selv, der var syndigt, drejer synd og skyld i dag sig om måden, man omgås hinanden, mente Lindhardt. Og da han senere kritiserede missionsfolk og muslimer for at holde fast i en seksualmoral, som "alle andre for længst har givet slip på", trådte sex-modsætningerne i dagens Danmark klart frem.
Hvor Lindhardt på linie med de fleste danskere tillægger seksualitet mindre moralsk og reigiøs betydning, kunne man høre helt andre røster på f.eks. Indre Missions Jesusnet.dk, hvor der bl.a. er en tråd om sex før ægteskabet. Der siger netmissionæren blandt andet: "Vi skal ikke gøre sexuelle synder til værre synder end alle andre. Omvendt vil vi heller ikke nedtone dem som ligegyldige og utidssvarende. Sex har at gøre med det inderste og mest private af vores liv og derfor skal det også sættes tilsvarende højt og omgærdes med respekt."
Samme emne tages op af luthersk-missionske Jørgen Blom Knudsen, der har lavet sitet "Værd at vente på". Her handler det om, hvorfor man bør holde sig fra sex før ægteskabet, og der gives gode råd om, hvordan man gør det. Teksterne på sitet stammer fra foldere udgivet at organisationer på den kristne højrefløj, som også står bag ugeavisen "Udfordringen", hvor det på lederplads hedder, at "seksualmoralen kører helt ude på overdrevet".
Lindhardt og Indre Mission kridter banen op med de to vigtigste grundpositioner i dansk kirkeliv. Der findes naturligvis mange andre standpunkter. I forhold til spørgsmålet om sex før ægteskabet kan man således finde svar i en lille guide, "Kærlighed er mere end sikker sex", skrevet af en mainstream folkekirkepræst, Jens Munksgård fra Hurup Thy, som nok mener, at det er en god regel ikke at gå i seng med hinanden før ægteskabet, men ikke, at man ikke må.
Hos KFUM og KFUK i Danmark kom der gang i debatten, da bevægelsens ungdomsblad "Faze" udsendte et temanummer om kærlighed - der også handlede lidt om sex. Der er fulgt udmeldelser i kølvandet, og på KFUM og KFUK's hjemmesidediskuteres bladet og kristen kønsmoral. Debatten viser, at også i KFUM og KFUK, der ellers traditionelt opfattes som en liberal bevægelse, er meningerne delte om det tilladelige i sex før ægteskabet.
Andre religioner i DK
Jehovas Vidner har udvidet det tabuiserede område; for eksempel bekæmpes masturbation, og forlovede rådes til slet ikke at være alene sammen. Det kan man blandt andet læse på hjemmesiden fororganisationen "Kristen Frihed Danmark", en forening for tidligere medlemmer af Jehovas Vidner, der bl.a. har samlet en række tekster om kønsmoral i Jehovas Vidner.
I jødedommen er seksualiteten ikke anfægtet af samme forsagelse som i kristendommen, og man kender ikke den samme tradition for cølibat og seksuel puritanisme. "Seksualitet er en smuk del af menneskelivet", siger den danske overrabbiner Bent Lexner, og forudsætter, at det natuligvis foregår inden for ægteskabets rammer.
Men hvad gør en religiøs autoritet så, hvis man bliver vidne til noget, man anser for uacceptabel seksuel adfærd. Ifølge den danske overrabbiner Bent Lexner vil de ikke blive udelukket fra det jødiske samfund, men der er grænser for, hvad man kan forene med Torahens regler: For eksempel er homoseksuelle vielser i synagogen ikke på tale.
Overfor dette står historier om kvinder i Nigeria, der ved muslimske domstole dømmes til døden for utroskab efter såkaldt Sharia-lov - og en dansk imam, Abdul Wahid Pedersen, der konstaterer, at "stening til døde er blevet forordnet af Skaberen selv".
At meningerne er delte blandt muslimer, som blandt kristne og jøder, får man et klart indtryk at, hvis man sammenligner ovennævnte tekst fra Abdul Wahid Pedersen med Aminah Tønnsens svar på et spørgsmål om homoseksualitet. Hun svarer, at menneskets seksualitet er dybt personlig og hører under privatlivets fred.
Bliver vi ved Islam, kan vi blandt andet finde en tekst i Islamisk Studibogsamling - "Kvinden" af G.A. Parwez - hvor man, hvis man ruller ned til kapitel 4, "Sex og samfund", kan man læse et intelligent forsvar for Koranens restriktioner på det seksuelle område i en vestlig, moderne kontekst. Der står blandt andet, at Koranen "betragter kønsdriften som en naturlig drift, som skal tilfredsstilles, om end moderat og inden for visse rammer, som ikke er til skade for nogen."
Endelig har DR Voksenundervisning en serie, "Troens ansigter", med et website, hvor en buddhist, en satanist, en kristen og en muslim giver deres svar på 16 spørgsmål - deriblandt "Hvad betyder sex for dig?" Svarene er ikke overraskende i forhold til noget at det, vi tidligere har set. Men buddhisten og satanisten giver begge udtryk for et meget afslappet forhold til seksuel praksis, der på ingen måde tabuiseres.
I buddhismen er der ifølge religionshistoriker Tim Jensen forskel på hvilke regler, der gælder for munke og lægfolk. Hvor munkene lever asketisk, stiller religionen ikke nogle krav og forbyder ikke noget for lægfolk.
Hvad angår satanisme lægger en dansk satanist i en gennemgang af de 9 sataniske erklæringer ud med at konkludere, at "Satan repræsenterer nydelse, ikke afholdenhed!"
Og hvis vi bevæger os ud på det nyreligiøse overdrev, kan man på Dialogcentrets hjemmeside læse om sekter som f.eks. "Familien", der forherliger promiskuitet og bl.a. bruger sex aktivt som hverningsmiddel. Men her beskrives også sekter som f.eks. Tongilbevægelsen, hvor det "at synde seksuelt" er værre end mord.