Falsk verden.
En lunken attitude, et påtaget smil.
En stolt maler med et grimt billede, smiler selvtilfreds.
Publikum nikker intellektuelt og griner indeni.
En ler klump der først bliver til kunst i de rigtige
hænder.
Den vrede elsker glemmer kærligheden i jalousiens
gummicelle og tror mennesket kan ejes.
Simulerer du dine følelser i fuld bevidsthed?
Hvorfor kan jeg ikke mærke dine ord, når du
viser mig din kærlighed.
Kan høre min stemme inde i hovedet, som talte jeg under
vand.
Utryg lille og svag. En indånding fra døden. Ukritisk
introjektion.
Ved jeg kun er en gæst i dit hjerte og aldrig kommer ind
hvor blodet bruser.
I mangel af bedre, deler vi vores tunger og kroppe.
Spejler hinandens dobbelthed.
Ser en lunken attitude og en påtaget kærlighed.
Som det kedeligste digt med enderim,
stiller jeg mig blandt malerens publikum,
og giver ham al min manglende interesse med et smil.
