Sværdet.
Sidder intenst optaget af en melodi,
et lys og en oplevelse,
der får mig til at immigrerer
…ind i kroppens og sindets magiske labyrinter,
hvor alt det min tvivlsomme hjerne, troede på, er løgnen, der gør
alt forbi.
Hvor, livet ophører, når alt er som det plejer at være og
når jeg glemmer, at fuglene kun pipper og synger for at overleve,
og ikke for at tapetserer vores grå dagligstuer med forlorne border,
med alt for glade små pingviner, der blinker og smiler til os.
Går på de smalleste stier med afgrundens altopslugende endeligt i
måske næste skridt.
Drages af styrtet, længes efter at mærke klippens spidse tinder,
gennemborer alt liv og håb i mig.
Til landet hvor kroppe ikke bevæger sig,
og ånder ud gennem halvåbne munde.
Forladt af talen og tåren.
Langsomt og ubesværet i sindets labyrint
søger jeg udgangen, som jeg kender så godt.
Jeg hører en melodi fade ud, ser et lys slukkes.
Føler mig oplyst og mæt.
Klar til at komme dig i møde.
Mærk mit sværd og rør mit hjerte.
