Af Bo Jakobsen.
Du lukkede mine øjne og så det besværlige for mig.
Udsatte dit alt for elskelige hjerte for mit sinds
forurening. Du håndsyede mine gendannede erindringer,
med den smukkeste tråd fra din utømmelige hengivne
Kærlighed. Mens jeg ivrigt leder efter det alle
andre har smidt væk, i en selv forglemmene
erindring. Ved ikke længere hvad ingenting er og i
en kæmpe kø af spørgsmålstegn, lister jeg mig forbi
alt det, jeg ikke ønsker at se. Med dig i hjertet mærker
jeg endnu engang, at dine øjne ser for mig og blidt
fortæller du mig tavst hvor fremmed du bliver, når
jeg heller ikke ved, hvad jeg er. Alt bliver nyt
i verden igen og vi smiler til den vi tror den anden er.
