Politik.
Bliv politisk aktiv –
et menneske i vækst
.
Så begyndte jeg at
interesserer mig for politik. Indflydelse, åbenhed og ansvar. ”Ville gøre en
forskel, som alle sagde” ….. Nå, godt så. Meldte mig ind i et parti, som jeg
ikke lige kan huske hvad hedder, men det startede med et stort bogstav. Gik til
møder og hørte taler af kvinder, der lignede mænd og talte som dem og mænd, der
talte med sig selv og dem de kendte i salen.
Spændende. Jeg forstod
det meste. Især starten hvor han/hun sagde ”velkommen” Den gik rent ind i
hjertet og jeg mærkede ”at jeg gjorde en forskel eller måske at de lavede en
forskel i mig ! men godt så.
Afslutningen gjorde, at
jeg var solgt. ”Tak fordi at i mødte så talstærkt frem og tak fordi i støtter
partiets holdninger. Kære Partivenner. Jeg var lammet af overvældelse og vidste
at dette var mit parti for ever.
Det var sådan nogle
flinke og naturlige mennesker.
Så fik jeg at vide,
hvad jeg gik ind for og hvad mine mærkesager var og at jeg var en smuk blomst, (selvom
jeg var en mand…endnu da,) i demokratiets
retfærdighed og ånd. Vi havde også en farve der var vores. Vores farve kaldte
vi det. Vender tilbage til farven.
Jeg løb lige
mærkesagerne igennem med en partifælle, en partifælle!!…den er god nok – stolt,
ja meget.
Nej til krig..tjek
Hjælp til de
svage…tjek
Virksomhederne i
vækst…tjek.
Flere
arbejdspladser…tjek.
Dyre velfærd…tjek.
Alt hvad jeg synes var
rigtigt, var det samme som partiets holdning. Jeg var i tanken lige oppe at
vende, spiritualitet, a course in miracles, Jonatan havmåge og Helligånden.
Dette kunne ikke være et tilfælde.
Et stort, stort øjeblik
i mit lille ubetydelige liv. Nu gav det hele mening. ”Jeg gjorde en forskel”
det kunne jeg da så tydelig mærke på mine partifæller. Livet begyndte først
rigtigt nu.
Der skete så det, at
jeg lærte ordet omstillingsparathed. Jeg eller vi i partiet, både mænd og de
kvinder, der lignede mænd, måtte være fleksible og ”omstille sig til de
processer der er i vores samfund.”
Jamen det er da klart
og jeg klappede, som de andre og nikkede, som jeg havde set de andre
omstillingsparate partifæller gøre, uanset køn.
Så skete det, at der
var ufred i et andet land. Og vi ville jo freden, det var vi partiet enige om,
men her kom omstillings paratheden igen ind for at spille en rolle. Vi måtte
foreslå at vi sendte nogle soldater ned, for at ”gøre en ende på oprørerne og
genskabe balancen i landet” og så var der lige en, der lige viskede til mig, at
det betød at vi skulle nakke de svin.
ARRRRhh her troede jeg at min partifælle som vist nok var en kvinde,
havde fået for meget punch fra bowlen, så jeg morede mig lidt over den friske
kommentar, som jo var en del af det sammentømrede fællesskab vi havde.
Flere og flere af
mærkesagerne, som mirakuløst havde nået mig, blev gjort fleksible og
”innovative i en implicit kontekst” jeg var da helt enig… tror jeg nok, for jeg
havde været syg engang til et vigtigt møde i partiet og der må de have snakket
om innnota…om det.
Lærte også, at det ikke
gør noget, at man ændre sin fundamentale grundholdning hvis vælgerne ønsker
det. Mobilitet hedder det. Mobilitet. Bare man kan stå ved det ændrede og det
kunne vi i partiet. Så vi ændrede løs. Lærte også at det vigtigste ikke er indholdet,
men indpakningen. Det var partiets fundament,
at justerer deres holdninger via modellen om udbud og efterspørgsel, indtil det
ikke var det mere.
Vi fandt også ud af i
partiet, at de fattige slet ikke var fattige, men bare ikke havde penge nok.
Det var da til at forstå, meget bedre. Og at de unge ikke manglede arbejde, de
kunne bare ikke få jobs.
At de syge ikke var
syge, men i en omstillings proces til arbejdsmarkedet. At der ikke findes
hjemløse, men bare mennesker der mangler et sted at bo.
Sådan fik vi sat ord på
tingene og gjort det tydeligt.
Vi havde modstandere i
andre partier. Vi havde modstand. Meget modstand. Men pludselig hjalp det, da vi langsomt kom
til at synes det samme, som vores modstandere og ord som demokrati,
synergieffekt, ”at gøre en forskel, sammen”, konsensus, gav en meget dybere og
bredere mening.
Nu er jeg så ikke
længere medlem af partiet, da vi alle var enige og der ikke rigtig var mere at
kæmpe for, når enigheden med de andre partier var så stor. Farven var stadig
den sammen. Den farve vi med glimt i øjet kaldte vores farve. Det var en intern
lille joke og vi kluklo hver gang.
”vores farve” ha. Den
er lige sjov hver gang og fortæller om det venskab og den fortrolighed vi havde
i partiet.
Så nu er jeg blevet
medlem af en gruppe af mennesker, der ved alt om haver, mos og skvalderkål –
men helt enige om hvordan det skal bekæmpes, er de ikke blevet endnu. Det er
her jeg kommer ind i billedet, med min politiske erfaring og ord som flexibillitet,
konsensus, innnno… det der. Så vi i foreningen kan blive enige om at gøre det
samme og sige vi synes, i stedet for jeg synes, når vi
udtaler os om noget. Det bliver så godt.
Min næste mærkesag? Jo,
mærkesag! Godt ord. Den er, at jeg vil kæmpe for at eleverne i sløjdtimerne
skal save i takt. Der gør eleverne omstillingsparate, fleksible, skaber
konsensus og at vi alle gør en forskel - sammen” … eller også er det den samme
forskel, i en tid med inklusion og innovative tanker.
Jeg kan varmt anbefale
at deltage i politiske rum – det giver personlig vækst og livet får en dybere mening.
Iige indtil det ikke
gør det længere.
