Jeg blogger da bare...
Spiste en cheese burger, da jeg var vegetar, da mine holdninger ikke stod mål med min sult.
Naturen tog over i mig og den stakkels døde okse der ofrede sig. Tilgiv mig og min svage sjæl.
Kæmpede med ukrudt og græs mellem fliserne og da det ikke virkede med bøn og økologisk rapsolie, måtte jeg kontakte den lokale landmand, der med gift fjernede det hele på et kvarter.
Jeg slette, slette menneske sidder nu og angre med nyslået plæne og uden det smukke vilde ukrudt omkring mig. OG jeg betalte ham med sorte penge. Kan slet ikke forstå mine ustyrlige indre drifter, men håber fornuften vil sætte mig på plads i skyldens lænker.
Nåede ikke op da nødhjælpen ringede på døren og ville samle ind. Var simpelthen for træt til at stå op selvom jeg havde mønter klar og vækkeuret var indstillet. Ved at jeg har forspildt min chance for at komme i himmerige og ydmygt må tage plads på skammens perron. Alene. For jeg kan da høre i mine omgivelser, at jeg er den eneste ene…og den absolut værste.
Bare fordi jeg ikke kunne styre de satans naturlige behov. Dovenskab er det. Dovenskab.
Og se hvad det fører til. Tænk hvis alle var sådan, så ville det se slemt ud.
Så skulle vi jo gå rundt og holde øje med hinanden og det gør vi da heldigvis ikke – vi snakker bare ikke sammen, for vi skal lige ud at samle ind.
Fortryder nu så inderligt at jeg ikke blev spejder som dreng i stedet for en egoistisk, dobbelt moralsk skygge af den jeg burde være.
Så nu blogger jeg bare og skriver statements på facebook.
