Mellemrummenes melankoli.
Af Bo Jakobsen.
Bevæger mig ikke i mellemrummenes
skygge,
hvor jeg livløs
forbereder mig til igen,
at hviske i dit lyttende
øre, at mit inderste
igen er dit. Følger lyden,
der stille kommer ud
af min mund og som en
tornado finder vejen
til dit ventende
hjertes stigende slag.
Dit ydre viser sig ikke
modtagelig, men røber
utålmodigt, at turde
give sig hen til min
strubes inderlige tiggen
om, at vores liv
kan forenes i hverdagens
travlhed, og ikke
dræber den levende
hengivenhed vi
føler for hinandens hjemløse
frygt, der i nuet,
igen og igen fører os
sammen, og bringer
livløsheden til ende, i
vores uendelighed af mellemrum.
Tager dit hjerte i hånden
og bærer os hjem.
Efterlader i stilhed larmen
fra vores frygtende
hjerter, der endelig finder fred i troenhttps://www.facebook.com/jakobsen63?ref=hl
