Af Bo Jakobsen.
Med kejtede hænder, der føler sig forvirret
i din stilhed, leder jeg forgæves efter
de ord, der bringer mig inden for
din elskelige rækkevidde.
Som en rytter uden hest, galoperer jeg dig
i møde, men møder kun støvet fra
det, du engang gav så dejligt.
Måtte jeg bare opløses i dit blod
så jeg kan røre dit følsomme hjerte,
som dengang, du bredte armene ud
og lukkede mig ind, hvor din kærlighed bor.
Nøgen og umådelig trist, står jeg og kan
kun forstå det hele, med en dyb sorg i
mit forladte indre
