Af Bo Jakobsen.
Krogen sidder fast i min
udhulede selvrespekt.
Trækker livet til den
besværlige side, mens jeg
lyttende masserer dine
løgne ud af mit kød.
I fornuftens fravær, mærkede jeg din smukke hud
og donerede mine lyster
til landet af begær, dit rige.
Famlende vandrede jeg
på mine knæ,
for at finde alt det, der ikke blev sagt i
solens altædende fravær
af skønhed.
Forlader mine følelser
som de fleste, for at
kunne sige jeg forstår
og møder dig i
en verden hvor ingen er og alt bliver
til ingenting.
