Uafhængig skrift om Livets Fundament.

”Ingen tvangsskole dimitterer til evigheden.”

Der er en vej ud, men sjældent en tilbage..
Er det så uartigt, at sidde med en følelse af, at det man gerne ville i livet har man opnået? De mål og drømme man engang havde, er blevet opfyldt og udlevet og jeg tænker ”er det så det? ”
Som om jeg har levet 3 liv i et. Når jeg tænker tilbage har jeg prøvet og udforsket det, som jeg gerne ville og hvad så. Sæt dig nye mål… Det ville være en påtaget intellektuel proces, som vil minde om forloren skildpadde. Noget som andre forventede. Et mål er for mig en indre drivkraft, en ubalance der søger ligevægt, med en indre styrke der kan kaldes lidenskab. Det kan ikke skabes i hjernens uendelige forestillinger og fantasier for drivkraften. Originaliteten er den følelse der driver. Men hvad så, igen. Som om det hele er prøvet af, gennemlevet og fordøjet. Skulle det være slut nu, ville jeg forlade denne verden med et smil. Jeg oplever de samme hjul, der drejer og gentager det hele igen og igen. Det, der engang var ungdommens mysterier, er nu blot en iagttagelse af gentagelsen. Har jeg levet hele mit liv? Har jeg halvdelen tilbage. Der er kun spørgsmål tilbage, som ikke byder de samme udfordringer, som de gjorde engang. Jamen så må du leve i nuet? Det er der jo ingen, der ved hvordan man gør, men alle snakker om det. Prøv af forklarer hvad det er, i nuet? Nej, vel. Forklar en blind mand farven grøn. Jeg forstår de gamle indianere, der livskloge i en alder af 90 år, sidde og læne sig tilbage med en viden og erfaring, som gennemskuer det vi kalder livet og ser de unge i gang med det, som er prøvet af andre. Det der gør dem livskloge engang.. Det er så forudsigeligt. Så gennemskueligt, trods store spørgsmål trænger sig på. Hvem er vi, hvor kommer vi fra og hvor skal vi hen.  En ting er sikkert, jeg er ikke blevet spurgt om jeg vil være her, for så havde jeg afslået. Pludselig er jeg her, får et klap i røven og værsgo at trække vejret og klar dig selv. Det er kun mystikken i løsningen, der kan tilfredsstille, for det hele er så såre enkelt. Der er kun det, du selv kommer i det. De svar kan du nemt selv finde og leve dem ud i en virkelighed, som ikke på nogen måde er virkelig alligevel. Jeg er så skuffet over livet i sin helhed. Ikke fordi det ikke byder på en masse udfordringer, men på grund af gentagelser, repetitioner og skabelsen af kopi lignende mennesker. Et holistisk billede, der er helheden og detaljen er den, der danner drivkraften til at søge muligheden og udfordringen i gestalten. Skuffet over den manglende udfordring og den primitivitet og manglende bevidsthed der omgiver os. Livets dialektik er såre enkel, i det den ikke findes dialektisk, men polariseringen er blot to punkter, der danner en overordnet helhed. Muligheden for at afslutte livet er til stede som et ønske ikke som en flugt. Som en mæthed efter 20 lækre pandekager, hvor jeg læner mig tilbage og nyder at være fyldt op. Livet begynder først igen når sulten kommer. Kærlighed, had, kriser og besvær er blot et krydderi som livet tilbyder. Det er bare en del af en højere plan, der ikke eksisterer i virkeligheden, men i den forstillede virkelig der skabes. Der er intet højere plan med mindre du i din søgen efter tryghed og sikkerhed, i angsten søger den for at slå livet ihjel i en kort periode som kan være hele livet.
Kender du den følelse af, at man ikke har styr på noget som helst. Ja, for søren da. Det er den højeste tilstand som vi neurotikere kan være i. Mennesket uden for tryghedszonen er neurotisk og jo længere man kommer fra den, lurer psykosen, der som en lille hjælper, fjerner os fra katastrofen. Muligheden på den ene side og afgrunden på den anden. Det er den ultimative situation for skabende vækst og det er her livet er og sker. Pludselig er man midt i en beslutning som på en måde er overvejet, og alligevel ikke er andet en end en mave fornemmelse som man basere hele livet på. Her er der ingen pensions opsparing eller livsforsikring til den efterladte. For den efterladte er dig, og det du efterlader, er det du kommer fra, som ikke længere er næringsfuldt, men sikkert og derfor dødt. Som de mennesker, der taler friværdi og samtidig ses at blodet er størknet i dem og derfor prædiker de livet som sikkerhed og vil påføre andre den samme levende begravelse. De samme som forarges og ærgres, når de ser livet hos neurotiske andre og må med projektion forsøge at slå dem ihjel … Den rationelle filosofi er født, længe leve døden,
og farvel til fænomenologien og mennesket, som en selvstændig levende organisme.
Tabet af nogen eller noget, er det største der kan ske. Vi skal selv flytte ind i de huller i personligheden, som de mistede udfyldte og boede i. Det er en tilstand, der er nødvendig og uundgåelig for vækst. Det, der får dig til at møde følelsen af opløsning og meningsløshed. Der hvor forstanden og det man har lært, ikke længere slår til. Der, hvor de skygger vi er blevet advaret imod dukker op og du bliver nød til at møde dem og blive venner med dem. Det giver en rummelighed, der gør at du forstår andre og kan være hos dem, når de mærker. Her hvor du møder andres opløsning, meningsløshed, ensomhed og frygt, og mærker din egen. Her hvor Søren Kirkegård ender og ikke slår til …. Og Nietzsche fødes og Jung bliver aktuel..
”Den, der indser, at de herskende værdier er hule, er fri til selv at skabe nye værdier og skabe sit eget liv” Nietzshe.