Lad mig komme væk.
Af Bo Jakobsen
Flyttede mit vilde
temperament en tak til siden.
mens jeg tog en bid af
vinden, der smagte salt,
og ledte efter dit
aftryk i mit afkølede indre.
Hvad var det du ikke
gjorde ved mig?
Tog mål af højden og
følte mig for lille til os.
Lænede mig baglæns frem
i horisonten og forsøgte,
at sige mig selv imod,
uden at blive uenig med
min larmende selvrespekt,
der var i klemme mellem min
lyst og dit
altopslugende ego. Du snakkede,
imens jeg tyggede på
mit døve øre, så dine ord
blev forladte i
intethedens anatomi.
Måtte væk så hurtigt,
at jeg glemte mine ben.
Væk fra dine altædende
bebrejdelser.
Spiste en is med de
bare tænder og mærkede
den skærende smerte i
mit forvirrede hoved,
idet jeg nød at være på
afstand af dit nedgørende
indres kvalmende
abstinenser.
