Der var ikke engang…
Lykkelig skyllede jeg
vores uskyldighed ud i toilettet
og hørte lyden af dens
forsvinden, bekræftende
at vi bliver de samme
som vi er i morgen og dem
vi ikke er i dag.
Siddende i begge ender af regnbuen,
farvede vi vores sort
hvide verden til den blev
uigenkendelig trods
vores fælles afstand.
Med vansiret sympati
forsvandt lykkens ulykkelighed
i takt med
oprigtighedens løgne og bedrag.
Fra i dag kan jeg kun
elske det der ikke er endnu
og blander mig kun med
farverne for at forsvinde.
Lykkelig alene sammen
med dig som vi altid aldrig
har været.
