Bliv.
Af Bo Jakobsen
Du
tog min indvendighed med dig.
blottede
mine smertende knogler så pragtfuldt,
mens
du grådigt åd mit hjerte, bliv ved.
Fortiden
forsøger at få mig i tale.
Kærligt
og ondskabsfuldt borer du neglene dybt ind i mit sind,
mens
min sjæl forsvinder med din afsked,
Du tog det sidste jeg vidste og ville.
Blodet
løber ned af dine brysters skønhed,
og
drejer smukt, med din krops sublime kurver.
Du
tillader en enkelt dråbe ramme min afpillede hud,
for
at pine mig, med savn og længsel.
Ubevægelig
og lammet af din elskov
ligger jeg grå og livløs,
ude af stand til at række ud efter dig og bede
dig blive,
forsvinder
du med den sidste brik, der gjorde mig hel
i de
dele af øjeblikket, hvor du så mig i min lykkes land.
