Livets mening er
ikke økonomisk vækst. Alligevel er det hele samfundets og alle politiske
partiers kongstanke og er blevet livets bestemmelse. Desværre gør den ideologi
os gradvist mere blinde for det, der virkelig betyder noget: kærligheden
Vi længes efter kærlighed. Det har medierne
for længst indset og har i stor stil kapitaliseret på den længsel. Alle kender
Justin Bieber, Medina og Seebach. Kærligheden dyrkes i stor, næsten hysterisk
stil. Men vi er sat i rollen som kærlighedens tilskuere. I biografstolen eller
blandt de andre tilskuere til koncerten. I teenagepigens værelse, hvor
Bieber-plakater giver fantasien råstof nok til utallige bryllupsrejser med
kendissen.
Men hvordan går det med den levede kærlighed? FN’s
Verdenssundhedsorganisation (WHO) forudser, at i 2030 vil flere mennesker være
ramt af depression end af nogen anden sygdom. Der har været anlagt forskellige
perspektiver på den psykologiske krise, der breder sig. Men forskerne har
udeladt den allermest banale overvejelse: Er vi ved at miste fornemmelsen for
en af livets grunddimensioner; kærligheden? Hver epoke har haft sine
ideologier, som forsøgte at give kærligheden form og farve. Før bistod
kristendommen med sine fortællinger om kærlighed. Fortællinger, som da de blev
viklet ind i magt og økonomi, blev ukærlige. De store fortællingers død
efterlod os med en unik mulighed for at definere en mere ren kærlighed.
Men man undlod at sætte noget i stedet for kristendommen. Derfor
blev ét ideal enerådende; det økonomiske. Det er nu engang sådan, at en vis idé
om økonomiske forhold er nødvendigt for overhovedet at overleve. Men uden andre
idealers indvendinger blev økonomi – som i udgangspunktet er livets betingelse
– livets bestemmelse. Derfor er kongstanken hos alle politiske partier
økonomisk vækst. Idealet bliver at udvide den fysiske velstand.
Sov, træn,
spis, gentag
Den markedsøkonomiske målestok er krøbet ind under huden på os
og er blevet den målestok, udfra hvilken det væsentlige i tilværelsen vurderes.
Det kommer til udtryk i vores fokus på vækst i karriereforløb, i muskler, i
kondital, i bryster, i test, i antal ’venner’ og ’likes’ på sociale medier. Alt
sammen vækst, der kan ses og måles.
I kølvandet ser vi opblomstringen af sygdomme som ’ortoreksi’
(overdreven sundhed) og ’megareksi’ (træningsmani). Eller i voksende bevægelser
som the quantified self, hvor medlemmerne kontinuerligt overvåger og optimerer
kroppens væksttilstand. En af nutidens mest populære træningsformer, crossfit,
summerer meningen med det moderne menneskes liv op i en enkel grundsætning:
Sleep Train Eat Repeat. Sisyfosmyten gjort til virkelighed.
Vi lever vores liv efter et økonomisk ideal, der er formet på
baggrund af en særlig forestilling om mennesket. En forestilling, hvor
menneskets handlinger hovedsageligt er ’rationelle’, ’kyniske’, egoistiske og
for alt i verden målbare. Kærlighedens handlinger er det modsatte, men det
mister vi fornemmelsen for, når vi dyrker ’den økonomiske mand’ som højeste
ideal. Vi bliver fremmede over for kærligheden.
Min svigerfar spurgte mig engang, hvorfor det ikke længere var
tjekket at blive gammel. Nu kan jeg svare ham, at alderdommen repræsenterer
vækstidealets modstykke: afvæksten. Det bliver et uudholdeligt vilkår, som vi
gemmer væk på plejehjem, hvilket, vi i øvrigt kan blive enige om, er meget lidt
værdigt.
Bedre liv
med store bryster?
Vi finder ikke værdi i at tilbringe tid med de ældre og
overlader det til professionelle, som knap nok selv gider arbejdet.
Institutionaliseringen og berøringsangsten i forhold til de ældre skærmer os
fra den erfaring, de har at videregive. Det er uheldigt, for de gamle har noget
vigtigt på hjerte. For hvis man vil nå en forståelse af det meningsfulde i
livet, er det oplagt at vende sig mod dem, der har levet længst.
Her har man lavet nogle interessante undersøgelser blandt døende
hospicepatienter, hvor man har spurgt dem om, hvad der har været meningsfuldt i
livet. Beretningerne kredser altid om væsentligheden af at indgå i kærlige
relationer til andre mennesker. Det er aldrig den dyre bil, det høje kondital
eller de store bryster, der fremhæves. I den anden ende af aldersspektret
findes en samfundsgruppe, som også har et potentiale for at give os nogle dybe
erfaringer af kærligheden. Men som et resultat af det økonomiske paradigmes
enerådighed, bliver også de gemt væk.
Det er ikke blot de ældre, der bliver institutionaliseret.
Danmark har også verdensrekorden i institutionalisering af børn.
Moderskabets
potentialer
Det ligger mig meget på sinde, at slå fast, at det ikke sker for
børnene, men for vækstøkonomiens skyld. Det peger langt størstedelen af
psykologisk forskning på. Vores økonomiske ideologi tvinger os ud i
fuldtidsstillinger på arbejdsmarkedet, hvor vi kan bidrage til samfundets
vækstøkonomi. Moderskabets værdi bliver underordnet værdien på arbejdsmarkedet,
fordi værdien i moderskabet er langt mindre synlig for øjet.
Her giver man barnet sin tid og omsorg. Det, man får igen, er
således ikke en konkret fysisk genstand, men et helt og kærligt menneske, som
har fået de bedste psykologiske vækstbetingelser for at klare sig i verden.
Betingelserne er psykologiske og passer derfor ikke ind i det fysiske
vækstparadigme.
Men vi må få øjnene op for, hvordan de to sider hænger sammen:
En økonomisk værdsættelse af moderskabet vil virke positivt tilbage på
økonomien, da vi ved, at tilknytningen – eller mangel på samme – i barndommen
hænger sammen med senere udviklingsforstyrrelser. En diagnose koster også
penge. Mødrene bliver også ramt: I Norge har kvinderne efter indførslen af den
fulde vuggestuedækning vundet verdensrekorden i sygefravær. Det koster også
penge. Det sker ikke kun i Norge.
Flere kvinder herhjemme oplever tilsvarende, at de øver vold på
sig selv, når deres børn i en tidlig alder skal afleveres i institution. Det
bliver her tydeligt, at den økonomiske vækstlogik endnu ikke har gjort os helt
fremmede over for de dybe kærlighedsfølelser, der eksisterer mellem mor og
barn.
Moderskabet er måske det eneste sted i samfundet, hvor man ikke
søger personlig profit, som den franske psykoanalytiker Marchel Gauchet for
nylig udtrykte det. Desværre modarbejder den økonomiske vækstideologi de
steder, hvor kærligheden kommer stærkest til udtryk.
Ingen
plads til handicappede
I Danmark findes børn, som bliver ’sorteret fra’ umiddelbart
efter undfangelsen. Fordi de bryder med vækstideologien. Derfor er det i dag
mere reglen end undtagelsen, at vordende mødre får nakkefoldsscannet deres
barn. En procedure som, ifølge Etisk Råds hjemmeside, har gjort Danmark til
indehaver af en uhyggelig verdensrekord: Danmark er det land i verden, hvor der
bliver født færrest børn med Downs Syndrom eller udviklingshæmning. Hvis
udviklingen fortsætter, vil der i Danmark i 2030 – samme år, hvor depression
bliver den mest udbredte sygdom – ikke blive født ét eneste barn med Downs
Syndrom.
Nakkefoldsscanningen sender et signal om, at det ikke er
ønskeligt at få sådanne børn. De kræver tid. Den slags tid, som vi har
vanskeligt ved at sætte pris på. Jeg underkender ikke, at et liv med et
udviklingshæmmet barn er krævende. Men jeg er sikker på, at en nyorientering i
værdier vil vende vores opmærksomhed mod det værdifulde i samværet med sådanne
børn. Det er min egen erfaring, at lige præcis mennesker med Downs Syndrom har
en særlig evne til at åbne for nogle kvaliteter i mennesker, som en mere kærlig
tilværelse kalder på.
De ældre fortæller om kærligheden, moderskabet udstråler den, og
de udviklingshæmmede åbner op for den. Men en vækstlogik, vi alle sammen
reproducerer hver eneste dag, dæmmer op for kærlighedens kilder. Vi har alle
sammen et ansvar for at nedbryde de dæmninger, så vi kan vinde kærligheden
tilbage.
Frej Prahl.
Frej Prahl.
