SMERTEN
Mindst når vi venter det, i de smukkeste stunder, kommer ubudne gæster og forstyrrer det .
En fysisk eller psykisk smerte, der har været overset, fortrængt, melder sin ankomst...
Af Karen Kristensen
Natten så forventningsfuld ung og
smuk.
Som den luneste sommervind omslutter
de elskende hinandens kroppe,
filteret sammen som var de et – men
så bevidste om, hvor deres hud møder hinandens uden på og inden i.
Sanserne så vibrerende fintfølende og
opmærksomme, at enhver lille bevægelse og ny berøring føles så kraftfuld og
himmelsk, at lykken, sagligheden og glæden står på lur.
Som en ubudt gæst banker smerten på.
Kan ikke vente, ikke udholde denne
smukke pirrende leg, som bare tager til, hvor lysten til at nyde og bringe
nydelse tager over. Vil være med for i et øjeblik at nyde og glemme sig selv.
Rømmer sig forsigtigt, rør på sig og
byder sig til.
De elskende bliver bare ved,
letsindige overstadige, overhører de alle de beskedne og velmenende signaler,
som smerten sender ud.
Ser den, gider den ikke – levner den
ingen opmærksomhed og omsorg.
Kan ikke forenes med det lystfyldte
smukke ritual, der nu kæmper for sin overlevelse.
Vrede, Afmagt – Helvede bryder løs.
Med desperationen og hadet lysende ud
af øjnene så det blænder. Og et skjold så stort og solidt, at ingen og intet
kan trænge igennem, gør smerten sit indtog. Spyddet er rettet mod de elskendes
hjerter, som tror de kan finde beskyttelse i kærlighedens smukke favntag.
Med ophøjet ro, bevidst om sin magt,
udspiller smerten nu hele sit repertoire.
Nydende at de to kroppe stadig vrider
sig, nu ikke mere i lyst, men i smertens altopslugende vold.
Som to druknende rækker de elskende i
fortvivlelse ud for at redde hinanden – kan ikke nå – opgir`,
og forsøger desperat at overleve hver
i sær.
Som de overgav sig til lysten,
overgiver de sig nu til smerten.
Slipper den sidste flig af håb for
deres lyse lykkelige fremtid, som de for få øjeblikke siden, sammen vovede at
tage den første bid af, og som smagte så vidunderligt, at de konstant tænkte på,
hvornår de kunne tage den næste bid.
Alt det skønne er væk.
Smerten trækker sig usikkert tilbage.
Har endnu engang vundet og fejlet.
Gemmer sig, pinlig bevidst om sin
klodsethed i sine bestræbelser på at få anerkendelse og kærlighed.
Ønsker så brændende at kunne
tilintetgøre sig selv og trække sig ud af dette forbandede trekantsdrama, hvor
den altid føler sig som det tredje hjul, uønsket, til besvær, dum og grim og
håbløs uintelligent.
Magtesløs i sin enfoldighed kender
den ikke andre virkemidler end smerte, som gør så ondt og ødelægger alt.
Er fanget i sit behov for at blive
set og elsket.
Men overlades nu, til i sit ensomme
hi, at slikke sine sår og gøre sig klar til et nyt forsøg.
Bange for at den i sin stræben efter
kærligheden tilintetgør den, så livet ikke gir mening.
Hvor er livet nederdrægtigt smukt i
al sin afmagt, lidelse og kærlighed.
KK 2013
